Vestsjællands Akvarie- og Terrarie Klub

27-01-2009

VATK – 27-01-2009


Kære modtager af
Vestsjællands Akvarie- og Terrarieklubs Nyhedsbrev
 
Nu har vi forhåbentlig alle lagt nytårshalløjet bag os, og er klar til at starte på en frisk forårs-sæson med akvarierne, terrarierne og lidt senere med haven og havebassinet.
 
Det er sidst i januar, og tiden nærmer sig hastigt for klubbens årlige generalforsamling, som foregår på mandag den 2. februar 2009 med start kl. 19.15 i Fælleslokalet på Hvilebjergskolen, Kirkerupvej 18A, Sørbymagle, 4200 Slagelse.
Se indkaldelse og dagsorden her
Bestyrelsen har tidligere på måneden været samlet for at forberede generalforsamlingen, og vi har bl.a. drøftet situationen for Havebassingruppen efter at Erling Jensen trak sig fra klubben, og da erfaringerne omkring havebassin ikke er fremherskende i den resterende del af bestyrelsen, appellerer vi hermed til de af klubbens medlemmer der har speciel interesse for havebassin, til at komme på banen og hjælpe klubben med at videreføre de gode tendenser, der altid har været i netop denne gruppe. – Vi søger derfor en frivillig til at hjælpe bestyrelsen med at finde egnede steder at besøge, og til at være med til at tilrettelægge sæsonen for Havebassingruppen.
Også andre af klubbens medlemmer opfordres naturligvis til at komme med forslag til besøgssteder for den kommende havebassin-sæson.
Alle opfordres til at møde op på generalforsamlingen.
Der er kun indkommet 1 forslag til behandling på generalforsamlingen. – Det er et forslag fra bestyrelsen om ændring af vedtægternes §4 stk. 3, der omhandler generalforsamlingens dagsorden. – Forslaget går på at give mulighed for at vælge en bestyrelse på 5 medlemmer i stedet for 7.
Vedtægterne kan ses her
 
Nyhedsbrevet fra klubben har nu været udsendt jævnligt gennem næsten et år. Det har tilsyneladende været en succes, da ingen endnu har afmeldt det. - Bestyrelsen har derfor besluttet, også fremover, at udsende Nyhedsbrevet til alle der p.t. er med i mailinglisten, uanset medlemskab. – Dog udsendes medlemsbladet fremover kun til medlemmer, der har indbetalt kontingent for 2009.
 
Vi håber I tager godt imod denne lille påmindelse og appel fra klubben. – Skulle du/I ønske at blive taget ud af vor mailingliste, kan det gøres ved at sende en mail til klubbens sekretær på nedenstående link.
 
Afmelding af nyhedsmail
 
 
Med venlig hilsen
Vestsjællands Akvarie- og Terrarieklub
v. Per Kyllesbech Petersen, sekretær